Parodontose

Parodontose 2018-02-05T15:08:00+00:00
Hvad er behandlingen?

Ved behandling af parodontose, skelner man mellem konservativ og kirurgisk/medicinsk behandling. Den kirurgiske/medicinske behandling kan være nødvendig, hvis der er tale om fremskreden parodontose og benyttes når den konservative behandling ikke har givet tilfredsstillende resultater.

Konservativ konventionel parodontosebehandling:
  • Profesionel rensning af tandkroner og rodoverflader hvorved bakteriebelægninger og tandsten fjernes i de fordybede lommer. Der skelnes mellem rensning af pocher <5 mm og pocher > 5 mm.

  • Afglatning og pudsning af tænder, fyldninger og andre restaureringer.

  • Tandlægen/tandplejeren instruerer parodontosepatienten i hensigtsmæssig mundhygiejne såsom renholdningsmetoder og anvendelse af hygiejne hjælpemidler mv.

Kirurgisk/medicinsk behandling
  • Kirurgisk reduktion og kirurgisk modulering af tandkødet, hvor en del af tandkødet fjernes, medførende reduktion af tandkødslommerne og nemmere renhold.Kirurgisk reduktion og kirurgisk modulering af tandkødet, hvor en del af tandkødet fjernes, medførende reduktion af tandkødslommerne og nemmere renhold.

  • Kirurgisk blotlæggelse af rodoverfladerne, hvorved 100% rensning af rodoverfladerne muliggøres. Efterfølgende sys tandkødet på plads igen på samme niveau. Behandlingen kan kombineres med emdogain behandling eller knogleregenerativ behandling(GTR)

  • Lokal medicinske indlæg med metronidazolsalve (antibiotikum), og chlorhexidinegel kan bruges i mere akutte stadier, eventuelt forudgået med skylning. Her er klorhexidin, H2O2 3% og jod er blevet brugt med begrænset effekt. I aggressive tilfælde kan systemisk behandling med antibiotika være nødvendigt.

Avanceret parodontose behandlinger.

Laser behandling af parodontose. Ikke-kirurgisk behandling med laser har en reducerende effekt på parodontosens kliniske symptomer og kan benyttes på lige fod med rodrensninger/scaling.

Emdogain® er et produkt der promovere gendannelse af knoglevæv og rodhinde mistet på grund af parodontose. Emdogain er velegnet i områder, som er vanskelig at behandle. Emdogain er et protein som coater overfladen på tandrødderne og danner en matrix, som initierer væksten af rodhinden og efterfølgende knogle.

Knogle regenerativ behandling (GTR): I tilfælde af, hvor man ønsker knogle og rodhinde gendannet vil en kombination af knoglesubstitut og membran behandling være muligt i forbindelse med parodontal kirurgi. Membranen som forsvinder af sig selv og virker som en barrierer for nedvækst af poche slimhinde. Knoglesubstituttet virker som understøttelse for menbranen og initierende for indvækst af knoglevæv.

Alternative parodontosebehandling

Ved hjælp af bakteriologiske og gentest kan risikoprofil for patienten vurderes.

Probiotikabehandling: Efter mekanisk og eventuel laserdesinfektion induceres depot af positive som vil forhindre skadelige bakterier i at komme tilbage, bakterierne konkurrencehæmmer de skadelige bakterier foruden af de afgiver lokal bakteriehæmmende stoffer (ej i NKR 2013).

Prognosen for parodontose

Parodontose skal opdages så tidligt som muligt, idet den da er lettere at behandle og prognosen er bedre. Ved almindelig konservativ behandling kan man bremse og måske stoppe parodontosen, men den tabte knogle vokser ikke op igen. Dette vil kræve kirurgisk genopbygning (endogain og GTR behandling). Parodontosen skal hele tiden holdes under kontrol og behandles, og der må ikke slækkes på mundhygiejnen, da parodontosen ellers vil blusse op igen. Parodontosen kan ikke helbredes, men den kan ofte holdes nede så tandtab undgås. Ved almindelig parodontose, som kontrolleres og behandles løbende, og hvor patienten tager mundhygiejneopgaven alvorligt, er prognosen god.

Hvis man omvendt ikke passer sine tandlægebesøg og sjusker med mundhygiejnen øges risikoen for tandtab betydelig foruden at mængden af bakterier i blodet øges, hvilket man mener kan have en negativ indflydelse på hjertekarsygdomme.

Forebyggelse af parodontose

Forebyggelsen sigter mod at reducere mængden af bakterier på alle flader af tænderne, som er årsagen til parodontosen. Den primære daglige forebyggelse sker med den daglige mundhygiejne efter tandlægens anvisninger.

  • Tandbørstning: Almindeligvis anbefales at børste tænderne med små cirkelformede bevægelser. Tandbørsten er placeret parallelt med tandrækken i kanten af tandkødet først på ydersiden af tandrækkerne og efterfølgende på indersiden.Tyggefladerne børstes med små bevægelser frem og tilbage. Tandbørsten flyttes en tand af gangen og trykket må ikke være for hårdt. Der findes mange størrelser, former og kvaliteter af tandbørster, spørg din tandlæge/tandplejer til råds. Dertil kommer special tandbørste f.eks solotandbørster. Mange patienter kan med fordel benytte en elektrisk tandbørste. Her er det vigtigt, at den elektriske tandbørste er af god kvalitet.

  • Tandstikker/tandtråd: Tandbørsten kan fjerne bakterierne mellem tænderne.Derfor skal, man anvende tandstikkere/sticks, små såkaldte “flaskerensere” eller tandtråd. Tandstikkere skal være trekantede i tværsnit, og den brede ende skal vende mod tandkødet. Plastik tandstikkere knækker ikke så nemt, som den fremstillet af træ.Tandtråden skal være så bred som muligt, uden at den flosser og gerne vokset. Nogle tandtråde er behandlet med fluor, hvilket kan være en fordel, hvis man ofte får caries.

  • Mundskyllevæsker og tandpasta mod paradentose. Der findes ingen resultater, som viser at langvarig brug af diverse mundskyllevæsker har nogen effekt. Ligeledes har special tandpasta mod paradentose ingen tydelig virkning.

  • Regelmæssige undersøgelser, kontroller og behandling. Det er meget vigtigt, at patienten får tjekket tandkødet i henhold til det interval, tandlægen har fastsat. De fleste parodontose patienter har behov for 3-4 årlige parodontose-tjek og -behandlinger.

Parodontose er en meget almindelig sygdom, som en meget stor del befolkningen får med alderen. Parodontose er en kronisk sygdom som sjældent giver tydelige symptomer og som ikke ummidelbart kan ses. Sygdomsprocessen er som regel langsom og ved manglende behandling bliver tænderne løse og mistes til slut

Parodontose skyldes betændelse i tændernes rodhinde og den omkringliggende knogle. Rodhinden og knoglen nedbrydes under betændelsestilstanden, hvilket medfører, at tandens fæste bliver mindre og mindre, og når processen bliver fremskreden bliver tanden løs. Betændelsen skyldes bakeriebelægninger/plaq og tandsten/calculus som sidder på tandroden.

Almindelig parodontose begynder normalt først i tredive års alderen og opdages normalt først af tandlægen. Der findes også mere aggresive former for parodontose, som ofte begynder hos yngre individer. I den aggressive form går sygdomsprocessen hurtigt, hvorfor ihærdig indsats af patienten og tandlægen er meget vigtig.

Det drejer sig ofte om optimering af mundhygiejne, professiionel rensning, hyppige kontroller, eventuel lihærdig indsats med hensyn til mundhygiejne, hyppige tandlægebesøg og behandling med antibiotika.

Alle mennesker har gingivitis/tandkødsbetændelse et eller andet sted i munden. Betændelsen i tandkødet er en forudsætning for paradentosen som udvikles hos den store del af befolkningen som er disponeret for paradentosen. Der er ingen forskel på parodontosens forekomst hos kønnene, men hos gravide regerer parodontiummet kraftigere.

Forhold som har betydning for udvikling af parodontose:

  1. Mundhygiejne: Mængden af plaq og tandsten har betydning for udvikling af parodontose. Jo flere belægninger og jo længere tid belægningerne sidder des større er risikoen for at udvikle parodontose.
  2. Arv/gener: Man har vist at i familier hvor forældrene har parodontose er risikoen for at børnene senere udvikler parodontose større.
  3. Rygning: Rygning har en negativ indvirkning på tandkødets immunforsvar og øger dermed risikoen for at få parodontose.
  4. Nedsat immunforsvar: Der kan være mange årsager til at man har nedsat immunforsvar, såsom sygdomme og medicinsk behandling, som undertrykker immunsystemet. Ved nedsat immunforsvar nedsættes modstandskraften over for bakterierne, som sidder på tændernes overflade.
  5. Sukkersyge/diabetes: Der ses hyppigere og mere graverende tilfælde af parodontose hos patienter med diabetes end hos raske personer. Specielt dårligt reguleret diabetes har negativ indvirkning. Nogle mener, at en ubehandlet parodontose også kan forværre diabetes.
  6. Mundtørhed: Der kan være flere årsager til mundtørhed, såsom sygdomme og bivirkninger af medicinsk behandling. Individer med udtalt, mundtørhed har meget højrere frekvens for caries, og man mener også, at det har betydning for parodontose.
  7. Knogleskørhed: Hos den kvindelige del af befolkningen, som har osteoporose ses et lavere antal tænder i gennemsnit (3-4) end hos kvinder uden knogleskørhed. Dette er blevet udlagt som at knogleskørhed må have indflydelse på parodontose, således at osteoporosen medfører øget risiko for at udvikle parodontose.
  8. Alder: Med tiden ses hyppigere og mere alvorlige tilfælde af parodontosen. Dette skyldes imidlertid akkumulering og andre sygdomsfremmende faktorer end selve ældningsprocessen alene.

Parodontose skyldes en langvarig betændelse i tandens rodhinde og den omkringliggende knogle, således at tandens fæste og støtteapparat reduceres. Betændelsen begynder i tandkødet som gingivitis/tandkødsbetændelse, hvorfra betændelsen spreder sig til rodhinden og knoglen. breder sig til støttevævene. Betændelsen ved gingivitis og parodontose er organismens reaktion på bakterier og tandsten som sidder i efterladt plak på tænderne.

Først når parodontosen er fremskreden giver den egentlige symptomer. Tandkødet bløder og er ømt, og måske er der dårlig ånde. Senere ses løsning af tænderne og tandbylder, som er ømme hævelser fyldt med pus. Hvis man opdager at tandkødet begynder at bløde, kan det være et tegn på parodontose, og man bør hurtigst muligt opsøge tandlæge.

Under de regelmæssige undersøgelser stilles diagnosen af tandplejer eller tandlæge.

Tandlægen måler tandkødslommernes dybte med et specielt instrument. Lommedybden måles fra tandkødets kant til bunden af tandkødslommen, målet er både et udtryk for hvor meget fæste man minimum har mistet, og hvor vanskelig parodontosen er at behandle. Yderligere måles afstanden fra emalje kanten til tandkødskanten, som sammenholdt med pochemålet giver et mål for hvor meget fæste der i alt er mistet. Fæstetabet kan også vurderes ud fra røngtenbilleder.

Parodontose er skjult og giver kun svage symptomer, hvorfor det er vigtigt at tandkødslommerne måles hver gang, man får en undersøgelse og kontrol hos tandlægen. Når porcemålene er mere end 3 mm dybe eller man har mistet mere end 2 mm fæste, er der tale om begyndende parodontose.

Udover pochemålene, tandkøds niveau og fæstetab, vil tandlægen journaliserer blødning, pusflow og bifurkatur involveringer (manglende knogle mellem rødderne), hvis parodontose er diagnosticeret. Ud fra røntgenundersøgelsen kan knoglens forløb og niveau fastlægges. Nogle gange kan registrering af plak, tandsten den mucogingivale grænse mfl være hensigtsmæssigt.

Da man som regel ikke mærker, at man har parodontose, er det absolut nødvendigt med regelmæssig, professionel undersøgelse af tandkød og tandkødslommernes dybde.

Skal vi finde en tid til dig?

Bestil tid
""
1
Skriv dit nummer heryour full name
no-icon
keyboard_arrow_leftPrevious
Nextkeyboard_arrow_right
FormCraft - WordPress form builder